Verdensbroderidagen 2022

oprettet d.

Verdensbroderidagen 2022

Den 30. juli 2022 er det igen verdensbroderidagen. Og igen i år bliver der arrangement i Brodøsens Værksted.

Det er et især et "take away" arrangement, hvor deltagerne modtager et oplæg i mailboksen med rammer, inspiration og vejledning. I Brodøsens Værksted på Islands Brygge er der åbent på dagen fra 11-17, og der bliver sat stole op forhåbentlig både ude og inde, så man kan komme forbi og sætte sig en ½ eller en hel times tid og brodere sammen med de andre som tilfældigt er mødt op.  

Temaet er træer. Som i "Lad freden slå rødder" og tanken er at brodere en hel "fredsskov". Træer er solidt plantet i jorden, rækker op mod himlen, er grønne som i håbet, falmer fantastisk smukt om efteråret. Man kan holde af dem, og om dem. Tanken er, at alle deltagere broderer et træ. Og alle de som har lyst får deres broderi med på en udstilling i Brodøsens Værksted fra midten af oktober til midt i december. Målet er en hel "fredsskov". 

Og hvorfor nu det? Jo, i hvert fald er det jo smerteligt aktuelt at håbe på og insistere på fred. Og samtidig ligger det i verdensbroderidagens DNA. For godt 11 år siden tog en gruppe kvinder i det sydlige Sverige nemlig et initiativ, hvor de gerne ville skabe en dag i broderiets tegn, som skulle gentages samme dag år for år. De begyndte helt lokalt, men allerede året efter lancerede de et stort arrangement, hvor flere end 200 deltog, og jeg var så heldig at være indbudt til at holde åbningstalen. Det var i Smygehuk på det sydligste punkt i Sverige ved Trelleborg. Og de grundlagde dagen med manér. De skrev nemlig et manifest, som de mente dagen skulle bygge på: Fred, fællesskab og solidaritet. Og i Brodøsens Værksted prøver jeg hvert år at tage udgangspunkt i netop det manifest og deres tanker for dagen. Tak til jer for at skabe denne dag, som vi nu er ganske mange, som fejrer hvert år. 

I Danmark er der som regel flere arrangementer med mange forskellige typer indhold. 

Velkommen til Verdensbroderidagen. 

Du kan læse mere på webshoppen (og også der tilmelde dig arrangementet). Tjek under "take away & arrangementer". 


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar